torsdag den 29. marts 2012

Genbrugskup

Stærkt inspireret af andre i Blogland tog jeg i dag forbi den lokale genbrugsbiks. Har egentlig aldrig overvejet, at de kunne være leveringsdygtige i kreating. Har vist mest brugt dem når vi (igen) skulle bruge mere billigt service til at holde stadigt større børnefødselsdage:-) Og så stod der lige en stor pose garn og tiggede om at komme med hjem. Tror det er til en strikkemaskine, men overvejer at bruge det til spinkle hækleprojekter, eller som ekstra tråd i hækleprojekter, mon det er muligt? Fik også lille sommerfuglehæklekit med til samme pris - 50 kr. Ja, jeg synes det var et kup...





tirsdag den 27. marts 2012

Sættekassen

Mellemsten er en dreng med stor hang til pynteting. Senest er det lykkedes ham, at få mig til at udlåne min elskede sættekasse, som alligevel stod og kedede sig i kælderen. Når jeg ser resultatet, er jeg egentlig bare glad for, at den endnu en gang er kommet til ære og værdighed.







Og så lige lidt billedlir fra min telefon og app'en Retro Camera

mandag den 26. marts 2012

Minirørperlerunivers

Er også lidt hooked på minirørperler. Disse æsker står på min reol i stuen, og farverne gør mig bare glad, glad, glad

Hæklede kanter



 Har fået en dille med hæklede kanter. Døjer dog lidt med at få lavet hullerne. Har prøvet med hullemaskine, hultang og nålehuller, men synes ikke det er helt optimalt. Måske er min hultang bare for gammel og for billig:-/ Ideer modtages med kyshånd...

søndag den 25. marts 2012

Så kom der gang i farverne...

Da jeg så dette lille bord til storskrald - i en mørkebrun og lakeret udgave - fik jeg et billede af hygge på mindstemusens værelse med hemmelige skatte i de små skuffer og teselskab med dukker og bamser. Var dog i tvivl om det skulle være den sarte douce stil der skulle præge farvevalg eller jeg skulle efterkomme hendes glæde for farver. Som jeg har skrevet før, så er det som om tredje barn ikke helt skal igennem samme principielle, velovervejede, korrekte mølle som de første to, så der blev skruet max. op for farverne. Det kommer ikke til at stå i stuen i disse farver, men jeg bliver alligevel lidt glad i låget hver gang jeg kommer ind på værelset og ser "farveladen". Hvad synes i?

Forår i vindueskarmen

Mindstemusen og jeg har sat blomsterfrø til forspiring i vindueskarmen. Håber meget at vi kan plante lidt potter til på terrassen, når de små spirer bliver til smukke blomster. Spirekasserne er købt til en 20'er i Tiger (måtte tage lågene af, for at spirene kunne ses, men der er selvfølgelig låg til).

Pinterest og oprydning

Havde oprindelig en plan om, at lægge alle mine kreabogmærker ind på bloggen, så de kunne inspirere andre, men efter at have opdaget Pinterest og lavet alle mine kreabogmærker om til pins, vil jeg da opfordre jer til at kigge med der. Har derfor ryddet ud i links til venstre, så der vist nok ikke er gengangere i forhold til Pinterest. Hvis I kigger på højre side, skulle der gerne være en "Follow me on Pinterest"- genvej. God søndag.